Vær velkommen, Herrens år

Tiden går stærkt – også hos os, og vi ser tilbage på et år 2019, hvor der er sket virkelig mange ting. Vi startede året med at finde hinanden og sluttede året med at finde et hjem. I Thy, hvor vi glæder os uendelig meget til at få ro på og til en hverdag, som vi kan nyde med vores nærmeste og nye bekendtskaber. Mellemperioden har budt på lidt af hvert. Et brud med København og et møde med Bologna, hvor julen blev glædeligt fordansket med besøg fra familie, en flæskesteg og tiltrængte rugbrødsmadder med leverpostej. Nytåret forblev italiensk, og fejret, på en lokal cucina, hvor der blev sørget godt for os hele aftenen med bl.a. bobler, stjernekastere og manzo, der er det italienske ord for oksekød. Begge begivenheder startede og sluttede lykkeligt, og vi er, på alle tænkelige måder, taknemmelige. Det nye år startede også godt ud, for os begge, med at skrive en klumme for vores kommende lokale avis, og det var på mange måder rart med en egentlig opgave, der skulle løses. Faktisk må vi nok sande at vi begge, efterhånden, længes efter flere forløsninger af den slags, og det er jo egentlig en dejlig følelse, når man sådan lige tænker over det. Vi tænker generelt meget. På alt det nye, der skal ske, og på jer, vore kære, som vi håber, der alle har haft ligeså lykkelige overgange til det nye år, som vi har haft det. Godt nytår!

No. 2.

1468 kilometer er en distance, men ej en tilstand, der distancerer os fra at være årvågne. Din stemme i mit øre, der beretter om betragtninger, vækker mig i de sene aftentimer i regnen, på en bænk, hvor jeg, med benene lagt over kors, danner referencer og illusioner med afsæt i levet liv. Det suser, siger du, og jeg folder mine hænder om ordene, der løber ud af min mund, i stedet for omkring dig, som jeg førhen har gjort det, rundt om søerne, i nærværet af det vores hjerter løber over med. Vi løber. Med trætte fødder og alt for stærkt til at blive indhentet af indtrykkene vi tilbagelægger og dømmer halvhjertet, som vi har forstand til, og sikkert også brug for, så vores virkeligheder ikke flyder ud, og vi går fra forstanden. Det kan føles fjollet, at vi sådan forhandler om vore sandheder. At vi ikke blot står fast på vores egne, så roen kan indtræffe og vi finde fred. Ind og ud følges vi ad, skiftevis i hinanden og i andre, i forsøget på at blotlægge, hvordan det alt sammen skal give mening. Denne odysse kan, selvom vi rejser sammen, føles ensom, og med mere end tusinde kilometer imellem os, savner jeg dig hverken mere eller mindre.

‘At lande’

Vi er så småt begyndt at falde til ro i vores nye omgivelser i Bologna (bo-lo-nya). Vores lejlighed er indrettet klassisk, italiensk og ligger nærmest henslængt blandt alskens cafeer, restauranter og små lokale butikker i Via Del Pratello, som er gaden, der ses ovenfor. Vi aner ikke, hvornår hvad har åbent, men vi nyder, at det ikke er alt sammen, der er tilgængeligt hele tiden. 

Den første uge er hverken til at finde hoved eller hale i. Alt sammen er gået så stærkt, og i ugerne op til afrejsen brugte vi uanede mængder af energi på at forberede os på flytningen. Vi var mildest talt rundt på gulvet, da vi nåede herned, og Francesco (vores udlejer) hentede os på en parkeringsplads i den gamle bydel, hvor vi stod rådvilde ovenpå den lange køretur sammen med en masse andre, der, ligesom os, ikke kunne finde parkeringsmuligheder. Han fandt og hjalp os på alle tænkelige måder ved at køre os til centrum med vores ting (hvor der kræves særlige tilladelser for at man må køre ind), og med at få parkeret vores bil uden for bymuren. Den klarede i øvrigt turen herned rigtig godt, selvom vi kørte tør for brændstof på den tyske Autobahn og måtte ringe efter vejhjælp. Ventetiden gik med at plukke blomster og spille Kasino, og set i bakspejlet, lærte vi lidt om Fish and Chips (læs: vores nye bil). 

Vi åbner os så småt op for omgivelserne. Vi er begyndt at tage byen og indtrykkene ind, og det føles mere og mere naturligt, at gå rundt i de små stræder og holde hinanden i hånden. 

No.1.

Vi svæver. Ud og ind ad hidtil ukendte stier, der åbner sig foran os, som viseren haster frem mod forbudte timer, der bringer os tættere på døden. Løsrevne samler vi hinanden s t y k k e  f o r  s t y k k e, og selvom det hænder, at der mangler et, slår vi alligevel rødder i novemberjorden under solens stråler der, fra tid til anden, når ned i Bolognas stræder. Vi er den samme du og jeg. Hvileløse undervejs mod det hjem, som vi aldrig selv har kendt, men som vi brænder os på at skabe sammen. Vi er der snart, selvom det indimellem føles som om, at vi er faret vild, når det ikke lykkes at lande, og vi hver især svæver rundt i os selv, det trygge, der gør os urolige og urørlige på samme tid. Når vi atter er til stede, hviskes sorgerne fri for skyld. Og dér. Lige dér. Udspringer livets kilde på ny, og hvorom end alt er, lever vi både i og for disse sekunder.