No.1.

Vi svæver. Ud og ind ad hidtil ukendte stier, der åbner sig foran os, som viseren haster frem mod forbudte timer, der bringer os tættere på døden. Løsrevne samler vi hinanden s t y k k e  f o r  s t y k k e, og selvom det hænder, at der mangler et, slår vi alligevel rødder i novemberjorden under solens stråler der, fra tid til anden, når ned i Bolognas stræder. Vi er den samme du og jeg. Hvileløse undervejs mod det hjem, som vi aldrig selv har kendt, men som vi brænder os på at skabe sammen. Vi er der snart, selvom det indimellem føles som om, at vi er faret vild, når det ikke lykkes at lande, og vi hver især svæver rundt i os selv, det trygge, der gør os urolige og urørlige på samme tid. Når vi atter er til stede, hviskes sorgerne fri for skyld. Og dér. Lige dér. Udspringer livets kilde på ny, og hvorom end alt er, lever vi både i og for disse sekunder.

One thought on “No.1.

Skriv et svar til Lone Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *