No. 2.

1468 kilometer er en distance, men ej en tilstand, der distancerer os fra at være årvågne. Din stemme i mit øre, der beretter om betragtninger, vækker mig i de sene aftentimer i regnen, på en bænk, hvor jeg, med benene lagt over kors, danner referencer og illusioner med afsæt i levet liv. Det suser, siger du, og jeg folder mine hænder om ordene, der løber ud af min mund, i stedet for omkring dig, som jeg førhen har gjort det, rundt om søerne, i nærværet af det vores hjerter løber over med. Vi løber. Med trætte fødder og alt for stærkt til at blive indhentet af indtrykkene vi tilbagelægger og dømmer halvhjertet, som vi har forstand til, og sikkert også brug for, så vores virkeligheder ikke flyder ud, og vi går fra forstanden. Det kan føles fjollet, at vi sådan forhandler om vore sandheder. At vi ikke blot står fast på vores egne, så roen kan indtræffe og vi finde fred. Ind og ud følges vi ad, skiftevis i hinanden og i andre, i forsøget på at blotlægge, hvordan det alt sammen skal give mening. Denne odysse kan, selvom vi rejser sammen, føles ensom, og med mere end tusinde kilometer imellem os, savner jeg dig hverken mere eller mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *