Vær velkommen, Herrens år

Tiden går stærkt – også hos os, og vi ser tilbage på et år 2019, hvor der er sket virkelig mange ting. Vi startede året med at finde hinanden og sluttede året med at finde et hjem. I Thy, hvor vi glæder os uendelig meget til at få ro på og til en hverdag, som vi kan nyde med vores nærmeste og nye bekendtskaber. Mellemperioden har budt på lidt af hvert. Et brud med København og et møde med Bologna, hvor julen blev glædeligt fordansket med besøg fra familie, en flæskesteg og tiltrængte rugbrødsmadder med leverpostej. Nytåret forblev italiensk, og fejret, på en lokal cucina, hvor der blev sørget godt for os hele aftenen med bl.a. bobler, stjernekastere og manzo, der er det italienske ord for oksekød. Begge begivenheder startede og sluttede lykkeligt, og vi er, på alle tænkelige måder, taknemmelige. Det nye år startede også godt ud, for os begge, med at skrive en klumme for vores kommende lokale avis, og det var på mange måder rart med en egentlig opgave, der skulle løses. Faktisk må vi nok sande at vi begge, efterhånden, længes efter flere forløsninger af den slags, og det er jo egentlig en dejlig følelse, når man sådan lige tænker over det. Vi tænker generelt meget. På alt det nye, der skal ske, og på jer, vore kære, som vi håber, der alle har haft ligeså lykkelige overgange til det nye år, som vi har haft det. Godt nytår!

One thought on “Vær velkommen, Herrens år

Skriv et svar til Kikki Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *