Baggrund

Ligesom dig, er vi to eksistenser der søger efter tryghed, rum og mening i vores omgivelser og i hinanden. I statiske og dynamiske øjeblikke, her foreviget på skrift og fotografier, indfanger vi små øjeblikke, der viser, hvad der bevæger os i en verden, hvor vi flyder ind og ud af indtryk. 

I oktober 2019 sagde vi farvel til vores hjem, job og nærmeste relationer i København, da det, efter en sommer med ture til stranden, campingferier og en rejse til Filippinerne, gik op for os, at vi havde brug for mere tid til at være i nuet og med hinanden. I løbet af de seks uger, hvor vi var væk fra de daglige rutiner, blev vi mere og mere opmærksomme på, hvordan vi bruger en stor del af tiden på at leve inde i os selv med tanker og bekymringer om tilværelsen; og om det at være god nok og få nok ud af livet. Det stod os pludseligt klart, at vi, i en stor by, hvor alle muligheder lå udstrakt som et åbent hav foran os, druknede deri. I overflødighedshornet, hvor ét valg ofte var forbundet med et fravalg, og hvor man konstant kunne eller burde have gjort noget andet.

Uden nogen idé om, hvor vi så skulle bo, lyttede vi til følelsen af, at det ikke længere skulle være i Hovedstaden. Vi flyttede i første omgang til Thy og fik opmagasineret alle vores ejendele, på nær de mest tiltrængte. Vi har besluttet os for at finde ud af, hvor vi skal høre til, og hvad vi skal finde mening med og i, og det er denne rejse, vi her foreviger og indimellem deler små glimt fra med jer.